Om Kastedklinikken

 

Velkommen til Kasteklinikkens hjemmeside

Kastedklinikken drives af speciallæge i psykiatri Hanne Stubbe Teglbjærg og er beliggende i Århus N, 8 km fra Aarhus C i den idylliske landsby Kasted.

Her tilbyder jeg grundig og hurtig vurdering, behandling og psykoterapi af alle typer af psykiske vanskeligheder i en afslappet atmosfære.

I Kastedklinikken vil du blive mødt af omsorg og respekt sammen med en høj faglighed.

Jeg har mere end 25 års erfaring som psykiater og psykoterapeut og 4 forskellige psykoterapeutiske uddannelser. Det giver mig et solidt grundlag for at kunne forstå og behandle psykiske vanskeligheder på en måde som er tilpasset dine behov og ønsker.

I Kastedklinikken er der også mulighed for at arbejde kunstbaseret med både terapi og supervision (kunstterapi).  At  skabe form i kunstneriske medier kan være en måde til at finde ny mening og dermed vej ud af forvirring eller meningsløshed, og som terapiform kan det ofte føre til hurtige resultater.

Enhver kontakt i Kastedklinikken indledes med en grundig kortlægning af vanskeligheder og ressourcer (udredning). En tilbundsgående forståelse af problemerne finder jeg afgørende i beslutningen af, hvilken terapi eller anden behandling der vil være bedst i det enkelte tilfælde.

For mange er det et stort skridt på vejen til et bedre liv at få en bedre forståelse af deres vanskeligheder og hvad de kommer af.  En sådan forståelse giver umiddelbar lettelse og gør det ofte muligt at arbejde videre med problemerne på egen hånd. En sådan afklaring kan gøres på en eller to samtaler.

Såfremt afklarende samtaler ikke er tilstrækkeligt vil de danne et rigtigt godt grundlag for det videre arbejde, enten i Kastedklinikken eller et andet sted. Har du tidligere psykiatrisk behandling bag dig kan jeg også tilbyde revurdering af diagnose eller medicinsk behandling sammen med en vurdering af mulighed for psykoterapeutisk behandling.

Kastedklinikken tilbyder desuden supervision til psykologer, psykoterapeuter og kunstterapeuter/musikterapeuter. For behandlere uden for Aarhus vil der være mulighed for videosupervision.

Kastedklinikken har ikke overenskomst med sygesikringen og man behøver ingen henvisning.

Er du i tvivl om KastedKlinikken er noget for dig, er du altid meget velkommen til at skrive en mail eller ringe . Se kontaktoplysninger under fanen KONTAKT

 

KastedKlinikken  –  Kasted Byvej 13, 8200 Aarhus N – CVR 29861390 

Gem

Hanne Stubbe Teglbjærg